Turen til København

Kære læser

Her kommer et indlæg om min tur til København.

Jeg stod op fredag kl. 8:30 og fik morgenmad i bofællesskabet på Skivevej. Jeg snakkede lidt med dem, som jeg bor sammen med. En af dem havde hjemmedag og resten skulle på arbejde. Jeg havde også fri, fordi jeg skulle til København og besøge min storebror og hans kæreste og min nevø og lille niece.

Ca. kl.11:30 spiste jeg frokost på Skivevej. Så pakkede jeg min computer sammen og tog min lyserøde jakke og tog pung og nøgler og alt det, som jeg skulle have med op til toget. Toget kørte præcis 12:17 fra Hobro. I toget snakkede jeg lidt med nogen, og efter Århus pakkede jeg min computer ud.

Præcis 16:05 kom jeg til Københavns Hovedbanegård, hvor min storebror Rasmus hentede mig. Så gik vi til S-toget, tog det til Svanemøllen station og tog hjem min storebrors lejlighed. Til aften fik vi burgere, så bagefter så vi lidt film og ca. kl. 19 skulle min nevø i seng. Vi andre spillede et par slag uno inden vi også gik i seng.

Kl. 8:45 dagen efter var vi alle sammen stået op. Vi spiste morgenmad og ca. 10 kørte vi på tur ud til Experimentarium. Derude prøvede vi en masse forskellige ting. Vi var blandt andet inde i et meget mørkt rum, hvor man skulle gå videre til nogle spejle og så blev der mørkt igen. Jeg prøvede også en raket, som man kunne fyre af med håndsving. Vi var der i ca. 2 timer. Bagefter kørte vi hjem og fik frokost.

Lidt senere kørte Rasmus og jeg ud for at bowle, ligesom vi plejer. Rasmus vandt de tre første spil, men jeg vandt det sidste. Derefter kørte vi hjem og fik aftensmad, som var kødsovs med pasta. Derefter så vi resten af filmen ”Biler”, som vi var startet på dagen inden. Og inden jeg går i seng i aften, skal jeg lige have en revanche i uno.

Jeg tager toget tilbage til Hobro i morgen kl. 10:23 og er hjemme kl. 14:37.

I kan se nogle billeder fra turen herunder.

Hilsen Tore